Såsædspriser er fulgt med kornprisen ned

Vi anbefaler at komme i gang med at indkøbe såsæd allerede nu, hvor priserne er rigtig konkurrencedygtige i forhold til sidste år.

De lave kornpriser smitter af på markedet for såsæd, hvor priserne ligeledes er faldet. Vi ser priser på såsæd, der ligger 5-15 % lavere end sidste år.

Salget er i gang, og det er en god idé at være tidligt ude for at sikre sig de populære sorter.

Byg og havre
Vi har sammenlignet priserne på en række byg- og havresorter med sidste års priser.

For byggens vedkommende ser vi et prisfald i gennemsnit på 40 DKK pr. 100 kg i forhold til sidste år. Det svarer til et prisfald på 11 %. Vårbygudsæd kan købes til priser, der svinger mellem 305-350 DKK pr. 100 kg. Dyrest er de nyeste sorter samt sortsblandingerne, og billigst er de sorter, der har været på markedet i mange år.

For havrens vedkommende ser vi et prisfald i gennemsnit på ca. 50 DKK pr. 100 kg, som svarer til 15 %. Havreudsæd ligger i prisniveauet 315-360 DKK pr. 100 kg i den prisanalyse, vi har lavet.

Hestebønner og ærter
Prisfaldene på udsæd af hestebønner er ikke helt så udtalte som for kornets vedkommende, da vi ser priserne ligge ca. 5 % under sidste års priser. Udsæd af hestebønner koster i niveauet 380-440 DKK pr. 100 kg, afhængig af sorten. De nyeste sorter med en begrænset udsædsmængde ligger højest, mens de sorter, der har været på markedet i mange år, ligger lavest.

Kigger vi på ærteudsæd, ser vi et stort set uændret prisniveau i forhold til sidste år. Det hænger formentlig sammen med, at markedet for ærteudsæd er ret begrænset, og der derfor ikke er den store konkurrence på dette marked.

Majsfrø – jo, også her kan man få priser
Markedet for majsfrø er ofte en svær størrelse at få hul på, men her har vi godt nyt til dem, der skal bruge majsudsæd til kommende sæson. Du kan allerede nu få priser, og de priser, som vi indtil nu har set, ligger ca. 5 % under sidste års priser. Så det er altså muligt at få priser på majsudsæd allerede nu.

Majsfrø handles i niveauet 725-960 DKK pr. unit, og også her gælder det, at de billigste sorter er dem, der har været på markedet i mange år, mens de nyere sorter ligger højere. Derudover kommer der tillæg for forskellige bejdsemuligheder.

Køb din udsæd allerede nu
Vi anbefaler, at man allerede nu køber sin såsæd til sæson 2026. De fleste sorter er til rådighed – kun ganske få sorter meldes udsolgt - og det er muligt at få priser, så man kan sammenligne tilbuddene fra de forskellige firmaer.

Den store høst i år giver en god forsyning af råvarer til såsæd, og firmaerne vil gerne sælge nu. Skal du bruge flere sorter og måske større mængder, virker det godt at lave et udbudsmateriale og så invitere forskellige firmaer til at give tilbud. Som altid er det en god idé også at invitere firmaer, som man måske normalt ikke handler med. Det giver en bred dækning af markedet.

Husk altid at melde retur til alle firmaer, der giver tilbud – også selvom de ikke får en del af ordren. Det er et stort stykke arbejde at give tilbud og altid rart at få en respons på sit arbejde.

Line Lissau Engelbreth
Kundeansvarlig
T: +45 2445 2190
M: len@agromarkets.dk

Prøv AgroMarkets

Prøv gratis i 14 dage

Tag kontrol over dine råvarehandler med AgroMarkets’ ekspertise og indsigt. Med 18 års erfaring i ryggen tilbyder vi dig professionel sparring, uvildig rådgivning, og strategiske analyser, der hjælper dig med at navigere sikkert gennem markedets prisudsving.